Risikoansvarlig for Lægernes Bank

Lægernes Bank er bank for læger og deres familier og er en del af koncernen Lægernes Pension & Bank. Lægernes Bank oplever en markant vækst både af nye kunder og i forretningsomfanget med de kunder, vi allerede har.

Vi har derfor brug for en dygtig og erfaren kollega som risikoansvarlig for banken, der skal være med til at udvikle risikostyringen og sætte fokus på bankens væsentlige risikoområder.

Jobbet

Der er tale om et alsidigt og ansvarsfuldt job. Som bankens risikoansvarlige bliver dine opgaver at

  • have det samlede overblik over bankens risici
  • udarbejde risikovurderinger og gennemgange af bankens væsentlige risikoområder
  • rapportere om risikostyring til bankens direktion og bestyrelse
  • udvikle metoder og værktøjer til risikostyring.


Du får et nært samarbejde med koncernens Risikoafdeling, som arbejder med risikostyring på tværs af Lægernes Pension & Bank. Du vil også i vid udstrækning arbejde sammen med kolleger på tværs af organisationen og ledelseslag.

Du kommer til at referere til finansdirektøren, der har ansvaret for koncernens risikostyring og økonomi. Der er ikke ledelsesansvar i stillingen som risikoansvarlig.


Jobbet er en fuldtidsstilling.

Dine kvalifikationer

Du har en længerevarende økonomisk eller juridisk uddannelse, fx cand.merc.aud., cand.merc.(jur.), cand.jur. eller lignende.

Du har erfaring fra finanssektoren og har beskæftiget dig med risikostyring, revision eller anden relevant funktion i mindst tre år.

Dine interesser og kompetencer er inden for kredit-, likviditets- og markedsrisici, lovkrav og tilsynspraksis, risikostyringsmetoder og ledelsesrapportering.

Som person

  • motiveres du af at være med til at sætte retningen på risikoområdet
  • trives du med et betydeligt ansvar
  • er du analytisk, arbejder struktureret og har blik for detaljen
  • tager du initiativ og ejerskab
  • har du naturlig gennemslagskraft på alle niveauer i en organisation.

Det bliver du en del af

Du bliver en del af en koncern i positiv udvikling, hvor din indsats og indflydelse er synlig.

Vi har stort fokus på, at risikostyringen lever op til best practice, og du kommer til at præge udviklingen. Desuden får du god mulighed for at videreudvikle dine kompetencer gennem et stærkt fagligt miljø for risikostyring på tværs af koncernen.

Vi tilbyder dig

  • en arbejdsplads med fokus på arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog
  • kantine- og massageordning
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau.