It-konsulent

Forretningsudvikling & It løser et bredt spekter af udviklings- og driftsopgaver i Lægernes Pension & Bank. Mængden af opgaver stiger i takt med, at vi vokser og bliver mere og mere digitale. Vi står overfor flere spændende projekter, som skal gennemføres samtidig med, at den daglige drift skal fungere. Vi har derfor brug for endnu en kollega til at styrke os på it-området.

Jobbet

Det bliver din rolle at være it-specialist på vores CEM-løsning (Salesforce) og sikre, at det optimerer vores arbejdsprocesser og kundeoplevelsen i Lægernes Bank. Du skal tage dig af den løbende opsætning og konfiguration af systemet, så vi får det fulde udbytte af Salesforce-platformen.

Du skal koordinere og planlægge udvikling af Salesforce i samarbejde med vores it-leverandør BEC, ligesom du skal kunne bidrage til at præge udviklingen af CRM-systemet i BEC-fællesskabet.

Du kommer til at have et tæt samarbejde med kollegerne i Forretningsudvikling & It og med kunderådgiverne for at sikre, at løsningerne forankres bedst muligt.

Vi sørger for at give dig en god indkøring, så du bliver fortrolig med Salesforce.

Der er tale om en fuldtidsstilling.

Dine kvalifikationer

Du har gennemført en videregående uddannelse, fx fra CBS eller It-universitetet.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med Salesforce eller tilsvarende CRM-systemer. Vigtigst er dog, at du har stor interesse for at tilegne dig viden om og arbejde med nye teknologier, og at du evner at følge et projekt til dørs.

Som person er du forretningsorienteret, serviceminded og analytisk. Du er selvkørende og ansvarsbevidst, og så har du flair for at oversætte virksomhedens behov til it-løsninger.

Du arbejder struktureret og har øje for detaljen uden at miste overblikket. Oveni er du en god kollega, der ser styrken i at arbejde sammen som et team.

Det bliver du en del af

Du kommer til at arbejde i en koncern i positiv udvikling. Vi er en 100% røgfri arbejdsplads med fokus på sundhed, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling. Du bliver en del af Forretningsudvikling & It på 17 medarbejdere, og din indsats og indflydelse vil være en synlig del af afdelingens resultater.

Vi tilbyder dig

  • attraktiv løn og pension og op til syv ugers ferie
  • flextid, kantine- og massageordning
  • let adgang til transport – bus, metro og S-tog
  • engagerede kolleger med et højt fagligt niveau
  • et socialt fællesskab – i hverdagen og ved forskellige arrangementer.