Læger siger nej til atomvåben
Lægernes Pension udelukker investeringer, så lægernes pensioner ikke længere kan knyttes til atomvåben. Beslutningen sker på baggrund af et ønske fra pensionskassens generalforsamling.
Med frasalg for 370 millioner kroner er Lægernes Pension nu trådt helt ud af investeringer, der kan knyttes til atomvåben. Med beslutningen skærper pensionskassen sin politik på området, som hidtil har fulgt FN´s traktat om ikke-spredning af atomvåben, og som gav mulighed for at investere i selskaber involveret i fremstilling af atomvåben indenfor traktatens rammer.
Med den nye politik har pensionskassen blandt andet solgt sine investeringer i flyproducenten Airbus, i Rolls-Royce og i Thales, der producerer digitale løsninger til fx Rejsekortet.
Ukraine aktualiserer debat
Dilemmaet ved investering i atomvåben har løbende været diskuteret på pensionskassens generalforsamlinger og er senest aktualiseret af Ruslands trusler om brug af atomvåben i forbindelse med krigen i Ukraine. På den ene side har atomvåben potentielt enorme og vedvarende skadevirkninger på mennesker og miljø. På den anden side er erkendelsen af, at atomvåben har bidraget til fred og sikkerhed igennem tiden i kraft af sin funktion som afskrækkelsesmiddel.
Ved generalforsamlingen i 2022 var der flertal for, at pensionskassens investeringer skal være atomvåbenfri.
Udover atomvåben investerer Lægernes Pension heller ikke i selskaber involveret i fremstilling eller salg af biologiske og kemiske våben, anti-personel miner og klyngevåben, der har været ekskluderet siden 2009.