Lægernes Bank udnævner nyt direktionsmedlem
Mikael Østervig Andersen er med virkning fra 1. januar udnævnt til bankdirektør og medlem af direktionen i Lægernes Bank. Frem til sin udnævnelse har Mikael Østervig Andersen fungeret som kundedirektør med ansvar for den samlede medlems- og kundeoplevelse i Lægernes Pension & Bank.
”Med udnævnelsen understøtter vi Lægernes Banks vision og mål om at være den foretrukne bank for læger og deres familie. Udnævnelse er mere end en kvittering for en stor indsats og nogle flotte resultater. Det er også signal om, at vi med en udvidelse af bankens direktion i endnu højere grad vil forfølge de vækstmuligheder, der er for yderligere at udvikle lægernes egen bank” siger adm. direktør Chresten Dengsøe fra Lægernes Pension & Bank.
Direktionen i Lægernes Bank vil herefter bestå af adm. direktør Chresten Dengsøe og bankdirektør Mikael Østervig Andersen.
Lægernes Bank tilbyder og rådgiver om alle gængse bankforretninger. Det gælder både investeringskoncept, boligfinansiering og bankydelser, der dækker lægerne og deres familiers behov, samt finansiering af køb og drift af lægepraksis. Lægernes Bank har i hele sin levetid realiseret stabil og profitabel vækst og er i dag bank for mere end 40.000 kunder.
Yderligere oplysninger:
Chresten Dengsøe, adm. direktør Direkte: 33 47 81 23
Anders Lehmann, chef for kommunikation og PR Mobil: 51 39 01 65