Rentetilpasning
Hvad er et rentetilpasningslån, og hvilke muligheder har du, når renten skal tilpasses? Find ud af det her.
Med et Tilpasningslån varierer renten over lånets løbetid og bliver tilpasset med jævne mellemrum. I de fleste tilfælde kan du selv bestemme, hvor ofte det skal ske - og det er en god idé at være godt forberedt.
Har du eksempelvis et F3 lån, betyder det, at renten tilpasses hvert 3. år - og med et F5 lån er det hvert 5. år osv. Hvis du ikke gør noget, bliver renten automatisk tilpasset. Du får besked om, hvad den nye rente bliver, og lånet fortsætter med en ny periode.
Du har flere muligheder, når dit lån skal tilpasses:
- Forkorte eller forlænge perioden
- Omlægge lånet til en anden lånetype
- Ændre på løbetiden
- Ændre på afdrag
- Låse renten fast allerede før rentetilpasningen
Vær opmærksom på, at alle ændringer skal du aftale senest to måneder før rentetilpasningen. Det gælder udgangen af januar, april, juli eller oktober afhængigt af, hvornår dit lån rentetilpasses.
Tal med din bankrådgiver om, hvad der vil være bedst for dig.
Du kan eksempelvis vælge af skifte dit F3 lån til et F5 lån eller omvendt. En kortere periode kan være en fordel, hvis du går i salgstanker. Omvendt er omkostningerne ved dit lån ofte lavere, når du vælger længere tid mellem rentetilpasningerne.
Hvis du overvejer at lægge dit lån om til en anden lånetype - fx fra variabel til fast rente – kan det være smart at gøre det op til en rentetilpasning.
Du kan også ændre løbetiden på dit lån op til en rentetilpasning - fx fra 15 til 20 år eller omvendt, dog maks. 30 års løbetid.
Hvis du har et lån uden afdrag, kan du vælge at ændre det til et med afdrag. Eller omvendt, få en periode uden afdrag - hvis din økonomi tillader det.
Hvis du forventer, at renten kommer til at stige frem mod rentetilpasningen, kan du vælge at låse renten fast, allerede før rentetilpasningen finder sted.