Boliglån og Boligkredit
Boliglån eller Boligkredit er til det, du mangler at få finansieret ud over realkreditlånet.
Du kan låne op til 80 procent af boligens værdi med realkreditlån. Til finansiering af den resterende del af boligens værdi kan du vælge et boliglån eller en boligkredit til lav rente og med op til 30 års løbetid.
Fordele ved boligkreditten
I de første år efter at have købt egen bolig oplever mange familier, at privatøkonomien bliver presset af afdrag på lån, udgifter til børnehave mv. Senere falder en del af disse udgifter typisk væk. Med en boligkredit kan du udjævne de forskelle. I starten kan I nemlig vælge kun at betale renten på kreditten. Senere hen – når udgifterne falder – kan I begynde at afdrage på selve kreditten.
En anden fordel ved boligkreditten er, at familiens overskudslikviditet modregnes i gælden, så renteudgifterne bliver mindre.
Når du køber bolig, kan du låne op til 95 pct. af boligens værdi. Hvis du senere vil låne til renovering eller andet, kan du låne op til 100 pct. af boligens værdi.
Værdien bliver fastsat med udgangspunkt i en vurdering foretaget af Totalkredit eller på vegne af Totalkredit via en lokal ejendomsmægler.
Når du ansøger om lånet, kontakter din rådgiver dig, så I kan tale om dine specifikke boligønsker og gennemgå din økonomi både nu og efter. Det giver dig et godt beslutningsgrundlag, før du investerer i en ny bolig. Og det giver os det bedste udgangspunkt for at kunne rådgive dig.
Når du har fundet boligen, gennemgår vi alle papirerne og foretager den endelige kreditvurdering. Tag en advokat med på råd, og gerne tidligt i forløbet. Vi kan kun rådgive dig om økonomien – ikke om det juridiske.
For at du kan låne hos os, skal vi kende din økonomi til brug for vores kreditvurdering. Send os derfor en ansøgningsblanket sammen med bl.a. dit budget, kopi af dine tre seneste lønsedler, seneste årsopgørelse fra Skat og kontooversigt fra evt. andet pengeinstitut samt andet materiale, der viser, hvordan boligen er finansieret i dag.
Du stiller sikkerhed ved at udstede et ejerpantebrev, der tinglyses og pantsættes til sikkerhed for boliglånet/-kreditten. Fordelen ved et ejerpantebrev er, at det kan genbruges. Findes der allerede et ejerpantebrev i boligen, kan det bruges som sikkerhed – og du sparer dermed omkostningerne til stempelafgifter. Findes der ikke i forvejen et ejerpantebrev, kan du alligevel spare nogle af omkostningerne til stempelafgift, da ejerpantebrevet ofte kun er på 70 pct. af lånebeløbet i Lægernes Bank, hvis lånet løber i op til 20 år. Løber lånet i længere tid, er ejerpantebrevet på 100 pct.
Når banken udsteder et lån eller en kredit med pant i fast ejendom, skal samtlige ejere af boligen være låntagere. Hvis det er din ægtefælle, som ejer ejendommen, skal I altså begge optage lånet.
Vi fraråder generelt at optage lån i fast ejendom for at investere i værdipapirer.
Boliglånet/kreditten kan indfries helt eller delvist før tid til kurs 100 uden omkostninger for dig.
Boliglånet/kreditten kan opsiges af Lægernes Bank med tre måneders varsel. Hvis vi opsiger kreditten, har du krav på at få en begrundelse.
Ved for sen betaling eller anden misligholdelse af Boliglånet/kreditten, kan den opsiges til øjeblikkelig betaling. I sidste instans kan du miste dit hjem, hvis du ikke overholder betalingerne.